December 2009

EU-tilskud til Åmosen og Fugledegård

Naturhytter i naturparken

Åmosen går på vågeblus i 2010

Naturparkens rammer i høring

Interesse fra lodsejere i Lille Åmose

Middelalderligt ministrygejern?

Tørvegraverudstilling på Fugledegård

Frameld nyhedsbrev


Til top

EU-tilskud til Åmosen og Fugledegård

Der var penge til både Naturpark Åmosen og Formidlingscenter Fugledegård, da Udvikling Nordvestsjælland 16. december uddelte tilskud fra EUs program for udvikling af landdistrikter.

Naturpark Åmosen fik 1.030.000 kr. til at udvikle en virtuel naturpark. Det er en slags Google Earth over naturparkens område, en hjemmeside, hvor besøgende kan opleve, hvad der er at opleve i naturparkens område og lære om de enkelte steders natur, geologi og kulturhistorie.

Desuden skal besøgende i naturparken kunne tilbydes information på deres mobiltelefon om det sted, hvor de befinder sig i naturparken. Informationen kan have form af både tekst, billeder og små film.

Den virtuelle Naturpark Åmosen er budgetteret til knapt syv mio. kr. De 1.030.000 kr. fra EUs landdistriktsporgram er givet på den betingelse, at Naturpark Åmosen selv skaffer andre 440.000 kr. fra offentlige kasser eller almennyttige fonde.

Desuden fik Formidlingscenter Fugledegård 259.000 kr. til et vikingemarked på Fugledegård til efteråret. Her skal besøgende se, hvordan vikingerne levede, legede spiste og kæmpede og måske også prøve det selv.

Meningen er, at der skal være vikingemarked på Fugledegård hvert år i samarbejde med Hvidebæk Turistforening. Der bliver dog ingen støtte fra EU til de følgende arrangementer. Støtten denne gang er en slags starthjælp.

 

Til top

Naturhytter i naturparken

En ny naturhytte er rejst i Naturpark Åmosen – en ottekantet bræddehytte med borde og bænke og grill-gryde i midten. Det åbnede sidst i november ved Assentorp i den østligste ende af naturparkens område.

Huset er et af fire, som Kongskilde Friluftsgård rejser for Sorø Kommunes penge. To af dem kommer i Naturpark Åmosen. Det andet bliver rejst i Lårup Skov ved Bodal i løbet af foråret.

Natursatellitter, kaldes husene. De kan bruges til undervisning, til møder og til festligt samvær. Pølser og anden let mad kan ristes på grillen midt i hytten.

Men de kan ikke brugs til overnatning, og de står ikke åbne til fri afbenyttelse. De står aflåste og det kræver et brugerkort at låne dem. Brugerkort får man på et gratis fyraftenskursus på Kongskilde Friluftsgård. Det er også her, man kan få udleveret nøgler til hytterne.

Det koster ikke andet end oprydning efter brug at låne en hytte.

 

Til top

Åmosen går på vågeblus i 2010

Naturpark Åmosens sekretariat fortsætter i 2010, men på stærkt nedsat kraft. Sekretariatschef Gertrud Knudsen går ned på 20 timer om ugen, og der bliver ingen penge til projekter.

- Vi lukker ikke, men sætter naturparken på vågeblus i et år, fordi vi regner med, at vi kan komme op på normal drift igen fra 2011, siger formanden for styregruppen for Naturpark Åmosen, Henning Fougt

Årsagen er, at de tre Åmose-kommuner i 2010 kun bidrager med hver 100.000 kr. til naturparken, i alt 300.000 kr. Det er 1.200.000 kr. mindre end de aftalte, da Naturpark Åmosens sekretariat blev etableret.

Da var aftalen, at de tre kommuner, Kalundborg, Holbæk og Sorø, skulle bidrage med hver 500.000 kr. Men Holbæk bidrog kun med 100.000 kr. i 2009 og satte også kun 100.000 kr. på budgettet for 2010. Kalundborg mente, at alle bør bidrage lige meget, og satte så sit bidrag ned til 100.000 kr. i 2010. Derefter gjorde Sorø det samme.

For det beløb kan sekretariatet holde en daglig drift med at betjene naturparkens styregruppe og deltage i og forberede kommende projekter. Det største projekt i 2010 bliver sammen med de tre kommuner at gøre det kommuneplantillæg, der skal danne grundlaget for Naturpark Åmosen i de tre kommuner, færdigt.

Men der bliver begrænset tid til at formulere nye projekter og søge penge til dem. Selv om der var, ville det ikke nytte meget. Som regel kræver bidragydere, at projekternes ejere selv lægger penge eller arbejdskraft i projekterne. Men i 2010 vil Naturpark Åmosen ingen egne penge have at lægge til.

 

Til top

Naturparkens rammer i høring

Den formelle ramme for Naturpark Åmosen bliver sendt i offentlig høring i otte uger i begyndelsen af 2010. Det har byrådene i de tre Åmosekommuner, Kalundborg, Holbæk (se beslutningsgrundlaget her) og Sorø (se beslutningsgrundlaget her) netop besluttet.

- Nu er naturparken blevet et fælles projekt for alle de tre kommuner, siger formanden for naturparkens styregruppe, Henning Fougt..

Rammen har form af tillæg til de tre kommuners kommuneplan. Her bliver naturparkens geografiske grænser tegnet op og formålet med den beskrevet. Planen er bygget på samme måde som lovgivningen for nationalparkerne.

Formålet med Naturpark Åmosen omfatter seks punkter. De er at
  • bevare og sikre kulturværdierne,
  • styrke og forbedre naturværdierne,
  • skabe nye muligheder for friluftslivet,
  • styrke formidlingen af både natur- og kulturværdierne,
  • skabe nye erhvervsmuligheder og
  • skabe attraktive bosætningsmuligheder i oplandet.

Planen for Naturpark Åmosen indeholder ingen nye begrænsninger for lodsejere eller restriktioner for området. Den peger på de muligheder, naturparken giver.

Planen bliver præsenteret i en pjece, der bliver sendt til alle lodsejere i naturparkens område. Andre interesserede kan også få den. Den samlede plan bliver tilgængelig på de tre kommuners hjemmesider og på www.naturparkaamosen.dk. Desuden bliver der et informationsmøde på Fugledegård.

Kommentarer til forslaget til kommuneplantillæg skal afleveres til de respektive kommuner. Efter de otte ugers høring bliver kommentarerne vurderet og planen revideret. Derefter kan den vedtages endeligt af de tre kommuner.

 

Til top

Interesse fra lodsejere i Lille Åmose

Næsten halvdelen af lodsejerne i Lille Åmose har svaret på de spørgeskemaer, som Naturpark Åmosen sendte til dem i efteråret. Her kunne de fortælle, hvad de måtte have af ideer til genopretning af naturen i området, og om der var projekter, de selv kunne tænke sig at være med i.

135 lodsejere fik tilsendt spørgeskemaet. 54 af dem svarede. Resultatet er ved at bliver gjort op og det viser, at der mulighed for konkrete projekter. Nogle af dem kan realiseres frivilligt af lodsejerne selv.

Det er dog tvivlsomt, om projekterne kan blive til noget foreløbigt. Det kan i hvert fald ikke blive med bistand fra Naturpark Åmosen. Som naturparkens økonomi bliver i det kommende år, vil sekretariatet hverken have tid eller penge til at lave det forarbejde, der er nødvendigt, for at projekterne kan sættes igang.

 

Til top

Middelalderligt ministrygejern?

- Hvad er dette? spørger centerchefen på Fugledegård, Ole Tofthøj Rasmussen og viser en lille rusten ting frem på håndfladen.

Den ligner et gammeldags strygejern i legetøjs-størrelse, men er den det?

Den er fundet med minesøger i jorden ved Bakkendrup Kirke, hvor der er spor efter en bebyggelse fra middelalderen. Men hvad brugte man sådan en dims til i middelalderen?

Finderen er Rene Klint fra Reersø, en af de amatørarkæologer, der med metaldetektor fandt de første spor fra vikingetiden på Fugledegårds jord, og som var med under udgravningen af stormandsgården.

Han har nu fået en kraftigere metaldetektor, der kan søge dybere i jorden og kan skelne mellem gamle ølkapsler og hvad der er værd at grave efter. Og han finder altså stadig noget.

 

Til top

Tørvegraverudstilling på Fugledegård

Udstillingen om tørvegravningen i Åmosen kommer til Fugledegård i begyndelsen af næste år. Den åbner lørdag den 3. april med et arrangement for både børn og voksne.

Udstillingen er et resultat af et forskningsprojekt, som museerne i de tre Åmose-kommuner, Kalundborg, Holbæk og Sorø har udført i fællesskab. Den har været vist på de tre deltagende museer. Indtil 22. december kan den ses på Holbæk Museum.

Emnet er nærmere omtalt her på Kalundborg Museums hjemmeside.

 
Sekretariat: Formidlingscenter Fugledegård · Bakkendrupvej 28, 4480 St. Fuglede
telefon +45 21 14 03 98 · aamosen@naturparkaamosen.dk · www.naturparkaamosen.dk