Marts 2010

Tissøs bund blev studeret fra isen

Åbent møde om planforslag

Påskegrill og tørveudstilling på Fugledegård

Se film i naturparken på telefonen

Støtteforening for Naturpark Åmosen

Hvad er en naturpark egentlig?

Ny hjemmeside

Frameld nyhedsbrev


Til top

Tissøs bund blev studeret fra isen

Denne vinters is på Tissø har givet arkæologerne flere muligheder for at undersøge søens bund. De har både gået og kørt på isen med elektroniske søgere for at finde flere offergaver fra vikingetiden. For det må der være, mener Lars Jørgensen, der er seniorforsker på Nationalmuseet, og som stod for udgravningen af stormandsædet ved Fugledegård.

- Det, der er fundet indtil nu, er fundet tilfældigt, når folk har fisket eller badet og måske ligefrem trådt på det, siger Lars Jørgensen.


Seniorforsker Lars Jørgnensen, Nationalmuseet, (t.v.) ser på mens holdet med georadaren på vognen efter det terrængående køretøj gør klar.

Vinterens undersøgelser tyder på, at der er mere. Først gik en Nationalmuseets andre veteraner fra Fugledegård-udgravningerne, Per Poulsen, på isen ud for Fugledegård med et magnetometer. Han fandt flere genstande af jern.

Hvad det var, kunne han ikke se. Men Lars Jørgensen tror ikke, der er gamle køleskabe eller bilvrag. Tingene ligger 20 - 30 meter fra søbredden. Ting, der bare er smidt væk, vil ligge tættere på bredden, vurderer han.

En georadar kan vise former på søbunden, så den kan fortælle mere. Sådan en kom Lars Jørgensen med i slutningen af februar sammen med et hold, der trak den hen over isen med en firehjulet, terrængående motorcykel. Den har nu registreret 20.000 kvm. af søens bund ud for Fugledegård.

Hvad den fandt, skal først analyseres, og det vil man have gjort omkring midten af april. Til den tid kan man kigge nærmere på de genstande af jern, som magnetometeret vise. Og skulle der ligge gamle skibsvrag kan man også se dem, fortæller Lars Jørgensen.

 

Til top

Åbent møde om planforslag

7. april udløber fristen for at komme med kommentarer til det kommuneplantillæg, der danner den fysiske ramme for Naturpark Åmosen i de tre kommuner, Kalundborg, Holbæk og Sorø.

Til at informere lodsejerne om den har Naturpark Åmosen sammen med de tre kommuner lavet en pjece på 12 sider. Både pjecen og forslaget til kommuneplantillæg kan ses her på Naturpark Åmosens hjemmeside.

Den 23. marts kl. 19.00, et par uger inden fristen udløber, inviterer Naturpark Åmosen alle interesserede til møde om planforslaget på Fugledegård. Her vil politikere og fagfolk fra de tre kommuner informere nærmere om forslaget, og der bliver mulighed for at debattere det.

 

Til top

Påskegrill og tørveudstilling på Fugledegård

Påskelørdag 3. april åbner Naturpark Åmosen sæsonen med udstillingen "Blandt tørvebisser og røjlekoner" på Fugledegård. Den viser tørvegravningen i Åmoserne i 40'erne. Udstillingen er et resultat af et forskningsprojekt på Kalundborg Museum, og den har tidligere været vist der og på museerne i Sorø og Holbæk.

Udstillingen åbnes kl. 11.30 af Naturpark Åmosens formand, Henning Fougt, og det er ikke det eneste, der sker på Fugledegård den dag. Som sidste år åbner sæsonen med et udbud af oplevelser for børn i alle aldre.

Der kan skydes med bue og pil på vikingevis og der kan laves smykker med klintekonerne fra Klintehuset på den modsatte side af Tissø. Der bliver foredrag om tørvegravningen og om mosens udvikling, og der bliver vandreture i både natur og historie.

Der kan købes kaffe og kage, øl og vand. Medbragt mad kan varmes på grillen. Og så kan der også smages spejderbagte snobrød og halmristede sortsild.

Dagen slutter kl. 16.00

 

Til top

Se film i naturparken på telefonen

Betragt livet i en kolort. Det kan blive et tilbud, man vil få, når man en sommerdag går rundt ved på marken vikingetidens stormandssæde ved Fugledegård. Og det på en måde, så man slipper for lugt og grisede fingre. Kokassen vil blive dissekeret på en film på mobiltelefonen.

Filmen vil blive sendt til telefonen over en bluetooth-forbindelse fra en sender på Fugledegår. Dem skal der foreløbigt være fem af på forskellige positioner i naturparken. De skal sende små film, der tilbyder dybere forklaring på noget af det, man kan se det pågældende sted.

De fire andre steder bliver fugletårnet og pumpehuset ved Tissø og et par steder i Store Åmose. Strømmen, der skal drive senderne vil blive genereret på stedet af vindturbiner.

Planen er, at der skal være en film til hver årstid på hvert sted. Om foråret vil filmen på Fugledegård ikke handle om kokasser men måske om, hvordan stormandssædet har set ud.

De første optagelser er planlagt til at finde sted i maj, så de kan ses til sommer.

Projektet er et forsøg i samarbejde med Friluftsrådet og Østdansk Turisme. Foruden Naturpark Åmosen deltager også Nationalpark Vadehavet, Naturrum Præstø Fjord og Guldborgsund Kommune i projektet. Det finansieres af Arbejdsmarkedets Feriefond og EU som Interreg4-projekt.

Efter to år er forsøget er slut, men bluetooth-nettet skal drives videre i mindst to år mere. Så betaler Sorø og Kalundborg kommuner hver 16.000 kr. for at Naturpark Åmosen kan overtage nettet til dets nedskrevne værdi.

 

Til top

Kontakt: Hans Vallentin Stoltz, hans@
stoltz.dk

Støtteforening for Naturpark Åmosen

Naturpark Åmosen har fået en støtteforening. Den havde stiftende generalforsamling på Fugledegård 15. marts.

- Vi vil genskabe det rodnet, som Naturpark Åmosen groede af, da den blev til, sagde en af initiativtagerne, Ole Hedelund.

Han og en anden af de fire initiativtagere, Christian Hærslev, repræsenterer Friluftsrådet Nordvestsjælland. De to andre, Hans Vallentin Stoltz og Jørgen E. Pedersen, kommer fra Friluftsrådet Sydvestjælland.

Foreningens formål er "at tage initiativ til at skabe rammer for aktiviteter og praktiske arrangementer, der medvirker til at bevare og fremme interessen for Naturpark Åmosen." Desuden vil foreningen søge indflydelse i naturparkens organisation og ledelse og den vil bidrage til et højt informationsniveau omkring naturparken.


Bestyrelsen for den nye forening kom til at bestå af (fra v.) Søren Juul Neerenst og Jørgen E. Pedersen valgt for et år og Pia Bengtsson, Jan Christoffersen og Søren Rasmussen valgt for to år. Bestyrelsen vælger selv sin formand. Når den har gjort det og har besat de øvrige poster, skal den fastsætte foreningens kontingent for det første år.

37 stemmeberettigede deltog i den stiftende generalforsamling. Den sluttede med at deltagerne noterede emner, som foreningen kan arbejde med. Dem kom der 24 af.

 

Til top

Hvad er en naturpark egentlig?

Naturpark Åmosen har meldt sig som deltager i et projekt, der skal beskrive, hvad en naturpark er og hvordan den kan drives. Det er Friluftsrådet, der står bag.

Det er især spørgsmål som hvordan borgerne inddrages og lodsejerne involveres i udformningen og driften af naturparkerne, som Naturpark Åmosen vil interessere sig for i projektet.

- Hvordan organiserer vi naturparken, så den kan drives nede fra i stedet for at styres oppe fra, siger Gertrud Knudsen, der er sekretariatsleder for Naturpark Åmosen.

Blandt de ting, der skal gøres i løbet af de to år, er forsøg med lokal forvaltning af naturområder som eksempelvis høslætlaug og, kogræsserlaug. Forsøgene skal udmøntes i, at der udarbejdes rammer for anvendelse af lokal forvaltning af naturområder.

Friluftsrådet definerer naturparker som "større sammenhængende landskaber af regional betydning. De vil ofte indeholde naturområder af national og international betydning. De er velafgrænsede med stor landskabelig skønhed, naturrigdom og kulturhistorisk værdi. De repræsenterer landskaber karakteristiske for landets forskellige egne, som bør nyde særlig beskyttelse af hensyn til nuværende og kommende generationer."

Til forskel fra nationalparkerne, der er statslige og er fastlagt og forvaltet ved lovgivning, er naturparkerne regionale og de fastlægges og forvaltes gennem kommuneplaner.

En af projektets opgaver bliver at fastlægge, hvordan et naturområde kan opnå status som naturpark.

 

Til top

Ny hjemmeside

Naturpark Åmosen har fået ny hjemmeside at se her. Her kan man i kalenderen på forsiden se, hvad der foregår i naturparken af ture og arrangementer.

I det hele taget indeholder den al relevant information om naturparken. Der er links til brochurer og rapporter. De kan hentes som PDF, men de kan også læses på siden som man gør det med elektroniske aviser på nettet. Så behøver man ikke at vente på, at hele materialet bliver hentet ned på computeren.

Der er billeder fra naturparken og artikler om tidligere arrangementer og andre relevante emner. Man kan også læse tidligere nyhedsbreve. Og så er der et særligt afsnit til Formidlingscenter Fugledegård.

 
Sekretariat: Formidlingscenter Fugledegård · Bakkendrupvej 28, 4480 St. Fuglede
telefon +45 21 14 03 98 · aamosen@naturparkaamosen.dk · www.naturparkaamosen.dk